onsdag den 16. april 2014

Det er ganske vist…

Så blev det rigtigt forår, og som jeg hvert år siger til min kone…Hold da kæft, det har aldrig været flottere! Man kan have rejst det halve af jorden rundt, og hvad ved jeg. Det danske forår er simpelt hen noget af det smukkeste. Lyt til Beethovens berømte Forårssonate for violin og klaver og bliv herefter positivt overrasket over norske Airbag. De er blevet sammenlignet med ingen ringere end Pink Floyd! Fra Maine kommer Joel Thibodeau med Death Vessel og præsenterer overjordisk flot musik, produceret på Island med hjælp fra bl.a. Jónsi fra Sigur Rós. C.V. Jørgensens hofguitarist Aske Jacoby har været en tur i U.S.A. og har indspillet dette meget fine laid-back guitaralbum. Danske Jomi Massage viser på hendes nye album dystre og slagkraftige sange med klaveret som den faste følgesvend. Australske Kylie Minogue har udsendt stribevis af storsælgende pop albums, og hun ser godt nok fræk ud på mange musikvideoer. Maria Montell behøver vist ingen nærmere præsentation. Efter 9 års pause er hun hjemme igen, klogere og mere moden end nogensinde. Mere dansk, uden dog at lyde det, er The Mountains med Michael Møllers stemme i front. Storladen synthpop. Nikolaj Nørlund sætter musik til sit lyriske univers, og det er han måske en af de bedste til herhjemme. Fra Kansas kommer Seventh Key og slutter af med at spolere den fredelige forårsaften med deres storladne rocklyd og flotte vokalharmonier.

/Benny

Lyt til playlisten her:


torsdag den 10. april 2014

Grøn er vårens hæk.

Også med kælenavnet Aprilvise, skrevet omkring 1820 af Poul Martin Møller (ham med En dansk Students Eventyr). Der kommer fortsat meget god musik på hylderne. Lyt blot til dette udvalg af nyheder.


Den københavnske trio Black Book Lodge debuterer her på vinyl med en gang stonerrock tilsat gode melodier og en intens atmosfære. Scorede 5 stjerner i Gaffa. Cage the Elephant fra Kentucky har især hittet i England med deres alternative indie-rock. Danske Chorus Grant udgiver deres andet album på vinyl . Det er en stærk og gennemført plade indenfor den mere eksperimenterende singer/songwriter tradition. Fra Missouri kommer Dawn Landes, kvindelig singer/songwriter med vaskeægte smuk americana. Engelske Metronomy låner lidt pop og synth og funk fra 80’erne og twister det på deres egen originale måde. Linda Perhacs debuterede i 1970 med albummet ”Parallelograms”, der lige siden har været omgivet af kult. Nu 32 år efter er hun på banen igen (!) med sine syrede og let obskure folk ballader. Den danske elektrorock duo Reptile Youth udsender deres andet album på vinyl, hvor de har tilstræbt den live-stemning, der er et af deres kendetegn.  Guitar ikonet Paul Rodgers (kendt fra bl.a. Free:  All right now) tager os med en tur down memory lane med denne samling klassiske blues og soul ballader. Multiterritoriale Shakira giver den fuld gas med sin energiske latinopotente dansemusik. De tre sidste indslag står i bluesmusikkens tegn og er vidt forskellige. Vores egen Thorbjørn Risager har begået et brag af en plade! Hold øje med hans koncerter i løbet af året. Der er noget at komme efter. Joe Louis Walker spiller lidt mere traditionel blues á la Chicago og omegn og til sidst en kvindelig sangerinde Layla Zoe fra Canada. Vi er lidt i 70’erne men på den absolut gode måde. Flot musik!

/Benny

Lyt til playlisten her: