fredag den 28. marts 2014

April come she will…


…sang Simon & Garfunkel  på deres legendariske andet album ”Sounds of silence” fra 1966. April er det spæde forårs måned og folk begynder at se lidt gladere ud i ansigterne. Der er dog en bestemt dato, der ikke er så glædelig og ikke må gå i glemmebogen. Jeg tænker naturligvis på den 9. april. Det er i år 74 år siden Danmark mistede sin frihed, på daværende tidspunkt på ubestemt tid. Må det aldrig ske igen! Tilfældigvis er der rigtig meget god dansk musik på den første indkøbsliste i denne måned.

Danske Artillery lægger ud med en gang heavy/trash metal med en flot international lyd. Bob Dylans musik blev fejret ved en jubilæumskoncert i Madison Garden i 1992. Foreligger nu i remastered udgave. Fra Manchester kommer brit-pop bandet Elbow med let minimalistiske vokalarrangementer. Der står også DK bag på Green Lives fra Århus. Folk inspireret indierock af fineste kaliber. Meget mere dansk bliver det ikke end med Hyldemors Grønsaligheder!  Der er bab på piben i selskab med Hans Vinding en aften i Saltlageret i København 1975. (Kun på vinyl selvfølgelig!). Til gengæld lyder Jens Lysdal ikke særlig dansk, hvilket skal ses som en ros til hans flotte folk og country inspirerede ballader, indspillet i selveste Austin, Texas. Leyla McCalla er cellist (!) og debuterer med en spændende CD med hovedvægten lagt på sange til hyldest af den sorte amerikanske digter Langston Hughes (1902-1967). Navneløs debuterer på LP med det ambitiøse ”Værk”, et flot og mættet lydbillede i postrockens tegn. Her er så Angel Olsens tredje udspil, og hun har på trods af efternavnet base i Chicago. Smuk og sitrende singer/song writing. Amerikanske Real Estate gør det ikke sværere end nødvendigt med deres iørefaldende melodier, her en lille hyldest til april. Ligeledes amerikanske Spain har ikke ladet høre fra sig i lange perioder. De var ellers et meget hot navn efter debut’en helt tilbage i 1995, men nu sker der så noget nyt, som dog alligevel lyder bekendt. Vi slutter med danske Two Trick Pony, der mest består af flotte kvindeharmonier backet op af massive guitarstemmer. Bestemt også af internationalt tilsnit.

/Benny

Lyt til playlisten her:




fredag den 14. marts 2014

Marts igen


Det er lyset, der gør den afgørende forskel og heldigvis kommer der mere og mere af det her i marts måned.  En bivirkning er dog, at det samtidig skånselsløst afslører vintersnavs og gamle nullermænd allevegne! I boligen, i bilen, sommerhuset og hvis man har en båd, trænger den garanteret også til en ordendtlig omgang. Når man nu alligevel skal til at knokle med at pudse vinduer eller alt muligt andet, er det oplagt med musik til arbejdet! Blandt håndværkere er det almindeligt, så der må være noget om snakken med at det virker befordrende for arbejdet. Så her er eksempler på ny musik på biblioteket, der alt efter smag og behag kan gøre arbejdet lidt lettere. God fornøjelse!

Roseanne Cash, første barn af hendes berømte far , har aldrig lukreret på familienavnet, men har med egne evner og dygtighed skabt sig en karriere med stribevis af blændende udgivelser. Her er hendes nyeste. Samantha Crain fra Oklahoma er et ret ubeskrevet blad, men jeg er helt væk i hendes fortællende og let minimalistiske folkbaserede ballader. D.A.D. fejrer deres 30 års jubilæum med denne dobbelt-cd. Her er alt det bedste fra den danske supergruppe.  Harlemtrioen The Holmes Brothers har siden 80’erne leveret gode rytmer, baseret på solid blues  krydret med lidt soul og gospel. Juncker & Konservesfabrikken udfolder sig i dette hyldestnummer til en vis hr. Jørgensen, altså C.V.! Det slipper de ret godt fra. L.O.C. er blevet beskyldt for at dyrke lidt for sexistiske udtryk på sit seneste album. Døm selv, men det er jo en del af attituden indenfor genren! Irske James Vincent McMorrows musik lyder langt fra irsk, men kan vel nærmest betegnes som new folk med luftig synth underlægning . Pop Sverige slår til igen! Denne gang med baben Veronica Maggio, som har fået lidt ”voksen” back up fra Håkan Hellström. Fra countrymusikkens hjerte i Tennessee kommer Ashley Monroe, der debuterede som country darling som 19 årig. Efter at have hittet med Pistol Annies i 2011, er hun nu solo og leverer den ægte vare med Vince Gill som producer. Fra Athens, Georgia kommer Matthew Houck med projektet Phosphorescent. En singer/songwriter præstation, der af engelske aviser er blevet sammenlignet med ingen ringere end Kurt Cobain. Prefab Sprout, elsket engelsk 80’er band er stadig i live, hvilket kan høres på denne udmærkede udgivelse.  Jermey Spencer, guitarist i det originale Fleetwood Mac har ikke glemt det gode håndværk, hvilket dette fremragende bluestrack er et godt bevis på. Switchfoot kommer fra San Diego i Californien og leverer flotte pop arrangementer med vokalharmonier og interessant instrumentering. Til sidst kommer Warpaint fra Los Angeles, en pigekvartet med deres atmosfærefyldte indietronic vokaler.

/Benny

Lyt til playlisten her: