Det var efter Erich Honeckers overtagelse af magten i enhedspartiet SED i 1971 efter Walter Ulbricht, at der begyndte at blæse nye vinde over socialistparadiset DDR. Hidtil havde rockmusik været bandlyst og stemplet som dekadent vestlig forurening. Samtidig med at det blev muligt at købe cowboybukser, voksede der et selvstændigt musikmiljø op i DDR, som i starten fik lov til at udvikle sig relativt ubemærket i forhold til statsovervågningsapparatet. En af de mest populære rockgrupper var Klaus Renft Combo, grundlagt i Leipzig allerede i 1958, men først rigtigt aktive efter ”tøbruddet” i 1971. De spillede deres egen musik uden skelen til, hvad der var politisk korrekt og opnåede kultstatus blandt ungdommen. I 1975 gik det galt, da de skulle aflægge prøve for en ansat i kulturministeriet for at få forlænget deres spillelicens. STASI havde afsagt dommen, bandet var for radikalt i forhold til hvad regimet kunne tolerere og fru kammerat Oelschlägel fra ministeriet meddelte dem, at de ikke længere eksisterede! Deres musik var ikke blot uønsket, den eksisterede ikke længere! For at forstå dette vanvid må man se på konsekvenserne af beslutningen. Deres plader forsvandt øjeblikkeligt fra hylderne, de måtte ikke optræde, al omtale i bøger og blade blev redigeret væk. De havde simpelt hen aldrig eksisteret! Klaus Renft fattede ikke rigtigt, hvad der var foregået. Han havde aldrig ønsket at skade socialismens sag eller sit land, men blot givet udtryk for ungdommens stræben efter forandringer. Han var kosmopolit og uønsket i DDR og nåede vesten i 1975. Anderledes gik det for det andet populære band Karussell. De havde forstået budskabet og spillede en iørefaldende popmusik med tekster, der vanskeligt kunne forarge sindelagskontrollørerne og eksisterer den dag i dag.
DDR-tiden giver stof til forfærdende læsning. For overhovedet at prøve at forstå, hvad der foregik kan det anbefales at læse f.eks.:
Anna Funder: Stasiland
Guido Knopp: Goodbye DDR
Mikael Busch: Knud og Vera
Markus Wolf: Manden uden ansigt
Jesper Clemmensen: Flugtrute Østersøen
Musikinteresserede der vil gå i dybden vil kunne læse:
Mark Fenemore: Sex, thugs and rock ’n’ roll : teenage rebels in Cold-War East Germany
Der kan lyttes til:
Das beste aus der DDR (3 cd’ere med rock, pop og kult)
Die Partei hat immer Recht (Partipropagandasange og politiske viser)
Klaus Renft: Klaus Renft Combo Nr. 1
/Benny
Lyt til listen her:
Og det skete i uge 18. I samme uge røg der ny musik på hylderne i bibliotekets samling af CD’ere. Vi lægger ud med Autre Ne Veut som på trods af navnet er fra USA. Drømmende elektro med insisterende iørefaldende vokaler. Bombino stammer fra Niger og ryger genremæssigt i den store gryde med verdensmusik, men der er lidt mere bluesrock guitar med i lydbilledet end man normalt ville forvente. Engelske Bonobo leverer instrumental elektronisk trip hop med et anstrøg af jazzrytmer. Australske Crime & the City Solution havde deres storhedstid fra 1985-1990, hvor de udgav en perlerække af albums. Herefter har der på nær et enkelt album fra 1996 været stille omkring dem. Indtil nu, hvor de er genforenet og tilbage i fin form. Povl Dissing genfortolker sine mange klassiske viser, her akkompagneret af yngre Dissinger m.fl. i en mindeværdig live-optagelse fra Viborg Teater sidste år. Måske bedst kendt som Mick Jaggers eks-kæreste var der fra starten pænt fokus på Marianne Faithful. Men hun kunne sagtens selv, og her foreligger i deluxe genudgivelse hendes legendariske 1979 album. Svenskerne har en lang tradition for at udvikle gode, gedigne talenter indenfor pop/rock genren. Altid lytteværdig musik. Her er det Håkan Hellström. Der er dømt guitarrock, når talen falder på Eric Johnson fra Texas, der er blevet sammenlignet med bl.a. Johnny Winter og Stevie Ray Vaughan. Country legenden over dem alle, Willie Nelson er ikke til at stoppe. Iflg. musiksitet allmusic.com kan hans nyeste udgivelse ligge i nærheden af nr. 100! Han har flirtet med mange forskellige genrer, ikke altid lige vellykket, men denne gang er det evergreens fra den amerikanske sangskat der får en tur, og det tager de ingen skade af! Det engelske new wave band OMD havde deres storhedstid i 80’erne og lyden har egentlig ikke forandret sig her på deres sidste udspil. Ren 80’er nostalgi! Giver det overhovedet mening at udsende en enkelt opsamlings-cd med ”The boss”, dækkende perioden 1973-2012? For inkarnerede fans selvfølgelig ikke, men nye lyttere kan passende begynde her! Indie folk bandet Stornoway spiller ”moderne” folk med anderledes instrumentering og har vakt en del opsigt og omtale hos BBC i England. Mere afrikansk ”roots” musik, denne gang fra Niger – lige til at blive i godt humør af! Amerikanske Yeah Yeah Yeahs slutter af med deres storladne vokaler og deres ekkorockende congatromme lydtapet. Lyt til musikken på CD og husk at nyde foråret!
/Benny
Lyt til listen her:
