Mordet på det høje C.

Tonedøv, rytmeblind og stenrig. Det lyder som et mareridt, eller en horror-film for musikelskere. Og det er det også.

Florence Forster Jenkins  (1868-1944) var datter af en advokat. Hun var stenrig, så hun købte sig lov til at sprede sin hæslige røst over operaer som Tryllefløjten og Flagermusen.

Nu er det ikke for at hænge en afdød stakkel ud. Det må være frygteligt at elske musik så meget, at man mishandler alt fra Mozart til Strauss, så det lyder som en kat på en kogeplade. Men det er underholdende at lytte til. På samme måde som det kan være underholdende at se youtube-videoer med folk, der er dumme nok til at hoppe ud fra et hustag med en indkøbspose fra det lokale supermarked  i den tro, at l..... holder. Det gør det sådan cirka aldrig.

Lyt og døm selv. Hvis det får dig til at slappe af, er der noget galt.

Nationalskjald og gavflab fylder rundt.

Er vi fødte dilletanter
Er vi skæbnens ironi
Og fanger vi toget
Eller triller det bare lige forbi
- Fra sangen Sct. Emetri af Gasolin.

Han var en af de første musikalske stemmer jeg virkeligt lagde mærke til. Min storebror havde købt et kassettebånd med Gasolins Gas 5. Jeg var for ung til virkeligt at forstå hvad det egentlig var han sang om, men jeg følte mig velkommen i det rum der blev skabt hver gang jeg hørte det. Jeg kunne mærke at ordene betød noget, og jeg glædede mig til at blive gammel nok til at kunne forstå det til fulde. For jeg kunne se på min storebror, at det var en rar fornemmelse.

Det er naturligvis Kim Larsen jeg taler om. Han fylder 70 år i dag. Og selvom jeg anerkender, at han med resten af bandet Gasolin, var havnet i et band han ikke kunne være foruden, så var det hans stemme der startede min musikalske bevidsthed. En bevidsthed der er blevet udvidet med en evighed af musik fra alle tider og alle verdener.


Tillykke til Kim.

Lyt til Gas 5

En selvforglemmende stund med astronauten Bob, og de 5 syre-samuraier.

Mine ører hyler, og jeg ser dobbelt. Kroppen værker som efter en god gang tærsk, og mest af alt har jeg lyst til at sparke en af mine venner lige i r.... for at have lokket mig i fordærv. Hvorfor? Fordi han synes jeg går for lidt ud, og derfor købte en koncertbillet til mig igår. Så husker jeg ikke så meget mere.

Bortset fra at koncerten blev afviklet  på spillestedet Stengade i København. På plakaten var den amerikanske enmandshær og astral-blues musiker Bob Log som opvarmning, og de 5 psykedeliske samuraier i det japanske syreband Acid Mother Temple. Og så husker jeg ikke så meget mere.

Bortset fra at stedet var fyldt helt op da vi kom. Det var Bob Log der sad alene på scenen med pilothjelm og skovhuggerskjorte. Han lignede en ranglet bonderøv der lige var landet på Mars. Han spillede en skarp, metallisk hårdtpumpet blues med sin guitar, og havde en rå nasal og vrængende stemme. Han kunne sådan set have sunget Maos lille røde bagfra, eller efterårs kataloget fra hedengangne Daells Varehus fra 1978, for  var ingen der kunne høre hvad han sang. Men det virkede.Og så husker jeg ikke mere.

En stille stund med Bob Log.

Bortset fra at efter Bob Log var der en meget kort pause. Den var fuld af langhårede japanere der slæbte gear op på scenen. Da de have rigget det hele til, startede de et veritabel lydbølge-båret LSD trip. De var ikke bare dygtige musikere (trommeslageren og den ene af de to bassister var verdensklasse), de havde også et kompositorisk overskud, der smed tankerne hen mod tidlig Pink Floyd og Sonic Youth. Og så husker jeg slet ikke mere.

En stille stund med de 5 samuraier.

Skulle de komme forbi dig på et tidspunkt, så gå til koncert med dem. Det er selvforglemmende.

Ten Years After – Remastered.

Biblioteket har lige købt det legendariske bluesrock-band Ten Years After’s 3 første albums. Det drejer sig om deres debut LP fra 1967 Ten Years After,  live-albummet Undead fra 1968 og Stonedhenge fra 1969.

Ten Years After var fra England, men blev verdenskendte for deres optræden på Woodstock festivalen i 1969 med nummeret I’m going home i en helt forrygende udgave.
Det var superguitaristen Alvin Lee der trak det store læs, godt bakket op af keyboardmanden Chick Churchill, bassist  Leo Lyons og trommeslager Ric Lee. Musikken var rå uforfalsket blues-rock for fuld skrue, men også mere stille og reflekterende numre som f.eks. ”I can’t keep from crying sometimes”.

Bandet stoppede i 1976 efter at havde udgivet en halv snes albums af svingende kvalitet. Det blev til en enkelt ”reunion” i 1988 og et enkelt helt nyt album i 1989, men derefter var det definitivt slut og Alvin Lee døde 6. marts  2013.

De 3 CD’ere er remastered og hver udgivet med en ekstra CD med bonusmateriale, ligesom det er muligt at lytte til numrene i både mono og stereo! (Lyt f.eks. til stereoeffekten på ”Speed kills”. Stereo var relativt nyt dengang!).

God fornøjelse!

Lyt til Ten years after

Lyt til Undead

Lyt til Stonedhenge

Er sommeren slut?

Forhåbentlig ikke helt endnu, men det går lidt stærkt. C.V. Jørgensen udtrykker det meget godt i
nummeret Sæsonen er slut fra klassiker-albummet  ”Tidens tern”. Vi fortsætter med nyheder på hylderne, som synes vi, nok er værd at lægge ører til, selvom grillkullene er ved at være brændt ud.

• Dr. Dre er på gaden med sit første album i 16 år og ifølge ham selv også det sidste. (Der er desværre ikke noget lydspor til en smagsprøve).

• Amerikanske Giant Sand har en stribe af kvalitetsplader bag sig. Nu ikke længere med karismatiske Chris Cacavas i front, men til gengæld med flere danske sidemænd m/k.

• Go Go Berlin er nu ude med deres andet album, som mange har ventet på. Belønningen er der i form af en rigtig god tur i overhalingsbanen. Læs evt. om Go Go Berlin i Gaffas august nummer.

• Fra arkiverne kommer Michael Head og The Strands fra Liverpool med denne udgivelse, oprindeligt fra 1997. Folk/rock af en sjælden intens og velinstrumenteret slags.

• Jonah Blacksmith er fra Thy og er godt i gang med at etablere deres navn indenfor alternativ folk med et længselsfuldt og kærligt islæt af Americana.

• Her kommer så en født klassiker, Joy Divisions ”Substance” med indspilninger fra perioden 1977-1980. Her i lækker remastered vinyl med de originale bilag.

• Fra Brooklyn, men med sydstatslyd kommer The Lone Bellow med deres soulfyldte og følelsesladede pop-ballader med rødder i Americana.

• Fra Canada kommer projektet Mas Ysa, som mest består af musiknomaden Thomas Arsenault, hvis studier har resulteret i en både dansabel, men også melankolsk folketone indsat i techno-rammer.

• Dannet i 2002 i Chelmsford, England er Mawkin  for længst af anmeldere blevet udråbt til et af de mest lovende og spændende nye bands indenfor den traditionsrige engelske folk-scene.

• Ashley Monroe viser på sit andet udspil en usvigelig sikker fornemmelse for country, når den er bedst. Flot vokalarbejde og perfekt instrumentering. Superflot! Hun arbejder også med lidt mere eksperimenterende Pistol Annies.

• Fra New York kommer electronica duoen  Ratatat. De har udsendt en række inciterende og funky instrumentalrytmer med Mike Stroud som lydmager og Evan Mast som producer.

• Fra Nashville kommer kvintetten SteelDrivers der med deres flotte håndtering af akustiske instrumenter viderefører bluegrass traditionen på fornemste vis.

• Rasmus Walter behøver nok ikke nogen nærmere præsentation, så her får vi fra en glad aften i Vega i København et udvalg af hans sangskrivertalenter.

Lyt til smagsprøver på spotify;

Højrøvet og klokkeklar gadepoesi anbefales.

Man tager to slidte englændere (den ene skal være fra Nottingham), og udstyrer dem med en trommemaskine og en bærbar computer. De skal helst være sure på the establishment, og bruge nogle ord og vendinger der ikke ville gå an i den etablerede presse. Så får man en konstellation der kunne minde om under-underklassens svar på Pet Shop Boys.

De hedder Sleaford Mods og har en arrig, social indignation over alt hvad der ikke lige passer i deres verdensbillede. Sådan er det jo altid: man skælder ud på det man ikke selv har.
Disse to gutter gør det bar ikke uden ironi, humor og charme. Hvis man kan holde ud at høre på det.
I længden er de monotone beats måske trættende, og forsangeren Jason Williams kan godt blive  lidt for vrængende i lidt for lang tid. Det er ikke alt der er guld, men lyt en gang til numre som Mcflurry eller My Jampandy. Det er charmerende socialrealisme tilsat nordengelsk vrængeri.

Nyt musikalsk kræs.

Vi har i løbet af sommeren fået lidt nye CD’ere på hylderne. I kan lytte til smagsprøverne og så håber vi selvfølgelig, at noget af det vil vække Jeres interesse.

• Lukas Grahams længe ventede andet album er nu udkommet, indspillet i Los Angeles og velproduceret til mindste detalje.

• Engelske Kid Wave debuterer med et drømmeagtigt guitarbaseret album med gode melodier og fint vokalarbejde.

• Den amerikanske pop duo She & Him er gået i lag med klassikerne på deres nye album. Sød nostalgi til de små timer.

• På vinyl kommer århusianske Ulvetimen med deres debut med sange på dansk med et underfundigt udtryk bakket op af flot musik.

• Neil Young er ude i ekstremerne i sin jagt på miljøsyndere. En hel plade dedikeret som en bandbulle mod et amerikansk firma med navnet Monsanto. For meget? Døm selv! (Jeg har ikke kunnet skaffe tracks fra albummet, så I får i stedet noget ældre Young som efter min mening er mere den ægte vare).

• Gill Landry giver den med ægte Americana, rigtigt el-orgel og ballader der kræser om den svære kærlighed.

• For bluesfolket er der først danske The Blues Overdrive, hvis nye album er blevet rost til skyerne og har været ugens album i engelske The Blues Show og australske BluesBeat Radio. Duke Robillard er gæstesolist på nogle af numrene. Leo Welch har helt sin egen stil og sound, som er en blanding af traditionel delta tilsat noget hillbilly.

• Der er stadig liv i The Chemical Brothers, men kendere må tage diskussionen om hvor stort beatet er hos De Kemiske Brødre nu om stunder!

• Fra London kommer 25 årige Lianne La Havas, multiinstrumentalist og folk/soul sanger med sange, som efter sigende skulle have begejstret selveste Prince!

• Rammstein fans bør lytte til sanger Till Lindemann, der her sammen med den svenske metalproducer Peter Tägtgren har begået et album, der deler anmelderne. Teksterne er et kapitel for sig, så er alle advaret!!!

• Australske Tame Impala har vi et par plader med i forvejen. Deres let psykedeliske toner med gennemarbejdet vokalarbejde flyder ugenert gennem æteren.

• Til sidst skal vi have en smagsprøve på århusianske Go Go Berlin, hvis nyligt udgivne album har været værd af vente på. Vi har ikke fået det endnu på biblioteket, men jeg glæder mig allerede nu til at høre mere, når det kommer.

Lyt til smagsprøver på spotify;